Arkiv for april 2010

Find din vlog stil

I går lavede Henriette Weber og Jeg en workshop på Vækstdagen om videoblogging. Nogle helt klassiske kommentarer lød, hvordan kan jeg fremstå professionel, når jeg viser mig i amatør videoklip med dårlig lyd? Præcis de overvejelser, jeg har haft og årsagen til, at min videoblog har været så længe undervejs. Hvordan kan jeg, som endda lever af videoproduktioner forsvare at lægge noget ud i offentligheden, der er så ringe i kvalitet? Jeg har taget en dyb indånding og besluttet mig for, at videoblogging slet ikke er det samme som professionel videoproduktion. Video er efterhånden blevet så brugt et medie, at der sagtens kan fremstå flere kvaliteter og genrer på samme site og fra samme person. For mig er sammenligningen lidt som at sige, jeg er journalist og lever af at skrive – derfor skal jeg afholde mig fra at skrive mails og sms’er for det er alt for personligt, for lidt gennemtænkt med stor risiko for slåfejl, og det skader mit professionelle image. Sådan tænker vi jo ikke vel? Der er et medie til hvert formål.

Videomediet er stadig i sin spæde start på nettet, derfor vil der stadig være mange grænser som skal afprøves og flyttes. Og selvfølgelig skal man tænke på sin målgruppe, de signaler man sender til sine kunder, og om man selv er villig til at være – måske den første i sin branche og sit netværk, der gør tingene lidt anderledes… For stikker man næsen frem får man opmærksomhed – både på godt og ondt, er du klar til det?

Imens du tænker, så lad dig inspirere at de mange videoblogs og websider med selvproducerede videoklip der findes. Se hvad du synes om, hvad din videoblog ikke skal være, og hvordan du kan komme i gang med det udstyr du har nu på en måde, så du kan forsvare de kommentarer du får. Det handler om at finde en stil, som passer til dig som person, til den virksomhed du repræsenterer og så du rykker dig med den hastighed, du selv kan følge med. For videoblogging er grænseoverskridende – det er det for alle. Det er også det, som gør det opsigtsvækkende og gør dig og din virksomhed anderledes, personlige og dem der tør.

Her er nogle links til danske videoblogs, nogle er meget langt andre i sin spæde start:
Line P tv
Thorborgs Talkshow
Give me fashion
Winners Lab
Løkkegaard tv
Signe Wennebergs have

Hvis du falder over andre, så læg endelig links i kommentarfeltet – og hvis du selv videoblogger – alt fra dit første klip til top-prof. vblogger giv lyd ;o)

Videoportræt af Henriette Weber

Mange spørger; er det ikke ensomt at være selvstændig? Til det kan jeg kun svare nej! Jeg arbejder nemlig aldrig alene. Her interviewer jeg Henriette Weber, som er min samarbejdspartner. Henriette er specialist i sociale medier og virksomheds branding på den nye måde. Hun har inspireret mig til at kaste mig ud i sociale medier og til at skrive min egen bog.

Opret en YouTube kanal

27. april 2010 i Video | 4 kommentarer »

Det tager ikke lang tid at oprette en YouTube kanal. Hvis du allerede har en google konto, så kan du bruge de samme logins til din YouTube konto, så det er lettere at huske.

Sådan gør du:

- Gå ind på YouTube og klik på Create Account i øverste højre hjørne
- Vælg et navn, som kan huskes og som passer til din virksomhed eller dig, det er det navn, som bliver din kanals efternavn; www.youtube.com/DET_NAVN_DU_VÆLGER (fx www.youtube.com/stinemathieu) – udfyld og accepter
- Hvis du har en google konto bliver du spurgt om du vil bruge dit google login eller om du vil oprette en ny YouTube konto
- Hvis du opretter en ny YouTube konto, indtast den email adresse, hvortil bekræftelsen skal sendes
- Du kommer til en side, hvor der står, at du modtager en email med et link, som du skal klikke på
- Klik på bekræftelsen i den mail du modtager fra YouTube
- Nu er du oprettet og kan gå til www.youtube.com og vælge “sign in” i øverste højre hjørne
- Du kan også se din kanal ved at taste www.youtube.com/DET_BRUGERNAVN_ DU_VALGTE (fx. www.youtube.com/stinemathieu) i browseren
- Første gang du besøger din kanal og du er logget ind, kan du rette din kanal til. Tilføj en titel til din kanal og nogle tags, det vil sige nogle relevante søgeord, som folk kan finde din kanal og dine videoklip på.
- Vælg Themes and Colors og tilret farverne på din kanal – fx så de ligner din virksomhed og din hjemmesides farver.
- Hvis du vælger “show advanced options” lige under temaerne, får du lidt flere farver at vælge imellem.
- Hvis du vil uploade din første film eller lave en optagelse med dit webcam direkte fra YouTube, så klik på den lille sorte trekant ved siden af dit brugernavn i øverste højre hjørne og vælg “My videos”.
- Klik på linket “Upload” øverst på siden
- Nu kan du vælge, om du vil uploade en video fra din computer, eller om du vil optage et klip fra din webcam
- For upload – find videofilen på din computer, udfyld navn på klippet, en lille tekst og tags, dvs. de søgeord, som man skal kunne finde klippet på og gem. Læn dig tilbage og vent et par minutter, til klippet er online og kan ses fra forsiden af din kanal.

Tillykke, du har oprettet en YouTube kanal med dit første klip ;o)

Jeg bruger YouTube

27. april 2010 i Video | Ingen kommentarer »

Det er ikke svært at få sin egen videokanal på nettet – det faktisk bare 30 sekunder. Mange vælger YouTube, men Vimeo og Blip.tv er også gode alternativer. For nogle står YouTube for larm, hjemmevideo, stueporno og børns hjemmelavede webcam klip – mange tænker, at deres pæne virksomhedsimage ikke skal forbindes med det. Omvendt er YouTube ejet af Google, der er rigtig mange, der kender YouTube, ved hvordan klippene skal embeddes, ved hvordan playeren fungerer og ved at der findes lige så meget rigtig godt som rigtig skidt på YouTube. Obamas officielle kanal ligger også på YouTube. Jeg har valgt YouTube, fordi det er nemt at bruge, fordi mange bruger YouTube som søgemaskine og socialt medie og kommenterer på klip, embedder klip på deres egen blog, videresender klip og linker til dem. Og det er det, mine klip skal bruges til, derfor har jeg valgt YouTube.

Hvorfor er blogging så svært?

22. april 2010 i Blogging | 3 kommentarer »

Jeg holder til på La Oficina, en fantastisk kontorcafé for iværksættere, konsulenter, freelancere, forfattere, coaches, you name it. Hver fredag har vi et lille netværksarrangement, som tager udgangspunkt i bogen Be the Media. Det handler om at sige det, udgive det og styre hvad vi vil sige og hvem vi vil sige det til – helt selv – udenom medier, forlag og alle de gatekeepere, som bestemmer om vi har en god historie, resten af verden gider høre. Det nemlig det, web 2.0 kan. Vi kan udgive vores historier, budskaber, meninger og viden på bloggen, på Facebook, på YouTube, på Twitter og vi kan endda udgive vores egen bog som e-bog eller som “print on demand”. En bog der kan nå helt ud til boghandlerne, bibliotekerne og resten af verden uden forlag – den skal bare være god, og du skal gøre benarbejdet selv. Fantastisk ikke?!

Lige for tiden taler vi om bloggen. Jeg oprettede min egen blog for 2 år siden, og den har stået i stampe. Hvordan skriver man noget fagligt, som andre gerne vil læse, noget personligt, som giver lidt af mig – men ikke for meget? Noget der rammer min målgruppe men samtidig tager udgangspunkt i, hvad jeg gerne vil fortælle og ikke lader sig styre for meget af, hvad andre vil høre? Det er rigtig svært… Og jeg tror, at der kun er en løsning; spring ud i det og accepter at lave en million fejl og bommerter undervejs, for det er en del af være det menneske bag logoet, som bloggen skal vise.

Man må gerne vise, at man bare er menneske – samtidig med at man er professionel. Så jeg har lagt videoklip på, der er helt ude i skoven – dårlige billeder, jeg er selv totalt genert og famlende, klippet har dårlig lyd, man ikke engang kan høre. Min første indskydelse var – jeg tager det ned – men nej. Det gør jeg ikke! Det bliver liggende, for jeg er også ny med vlogging, jeg skal også prøve det af, og jeg skal også lave fejl, før det bliver rigtig godt.

Men gør mig lige en tjeneste – kik på mine professionelle videoer på min YouTube kanal – (mange af dem ligger under mine favoritter, for kunden vil selvfølgelig gerne have dem liggende på sin egen kanal), for jeg kan altså godt lave gode billeder. Jeg bruger et tæskedyrt Sony HDV kamera med en eksterne Sennheizer mikroport, et stativ, en lampe og redigerer det i Final Cut på min Mac. Det tager mindst to hele dage at lave et video klip, så det har intet med video blogging at gøre. Jeg kan ikke bruge to dage på at fortælle en pudsig indskydelse eller vise dig noget, som jeg synes, du lige skal se. Jeg har hjulpet mine kunder med at anskaffe sig udstyr, så det virker – både lyd og billede. Men det er til egenproduktion, ikke video blogging.

Hvis du gerne vil være sikker på at din lyd og dit billede er i orden, så invester i et flipcam; Kodak zi8. Jeg får ikke provision for at anbefale det, men det er mig bekendt det eneste flipcam, der har en udgang til en ekstern mikrofon, og som I kan høre på mine optagelser med iPhonen, så er det en rigtig god lille feature at have, når man laver optagelser med talking head ude på gaden med bilstøj og vinden i baggrunden. Jeg er ved at undersøge mulighederne for en ekstern mikrofon på iPhone, der findes flere muligheder og krumspring, og jeg deler selvfølgelig mine erfaringer, når jeg når så langt ;o)

Til coach; fem fokuspunkter

22. april 2010 i videobloggen | 4 kommentarer »

Jeg har taget min iPhone ud i verden og forsøgt mig med vlogging før og efter min coaching session hos Jytte Hollender. Jytte er salgscoach, men hun er også super god til at hjælpe med at stille skarpt på hvad min virksomhed sælger og hvad jeg skal brande Mathieu Media på. Min lektie til denne gang var at finde fem fokuspunkter.

Forresten, mine fem fokuspunkter lød;
1. Kampagne 2.0
2. Formidle mine kampagne visioner (bl.a. med en bog som udkommer i 20 eksemplarer)
3. vloggin (videoblogging) eksperiementere, undersøge hvad det kan og hvordan det kan bruges til kampagner
4. Praktisere min personlige workflow
5. Passe på mig selv ;o)

Hvad er dine fem fokuspunkter i de næste seks måneder?

I gang med videoblogging

Jeg skal lave workshop om videoblogging på Vækstdagen – heldigvis sammen med Henriette Weber, som er specialist på sociale medier og blogging. Jeg skal stå for den tekniske del med optagelser og måske lidt om redigering og upload. Men nu må jeg selv igang. Jeg har forsøgt mig her med mit første vlog indlæg – det er optaget på YouTube’s optage funktion – det går stærkt – men billedet er spejlvendt og rimelig mørkt og grumset, så mon ikke det bliver sidste gang, jeg bruger den ;o)