Arkiv for maj 2010

Brug ferien til at videoblogge!

31. maj 2010 i videobloggen | 1 kommentar »

Sommerferien er en oplagt mulighed for at komme i gang med at videoblogge. Man er både afslappet og har tid til at lege lidt med mediet. Det behøver ikke være strengt professionelt det hele – en god blanding af klip kan tage lidt af præstationsangsten og måske være din oplagte mulighed for at komme i gang!

Jeg fortæller om mine videoblogging oplevelser på en 5-dages rejse til Norge.

Jeg arbejder på en rejseblog – og så snart den kører, lægger jeg selvfølgelig links herind og kommenterer lidt på processen.

Børn er fødte videobloggere

Jeg anstrenger meget for at være afslappet, naturlig og aflevere mine pointer når jeg videoblogger. For min datter Frida på fem år er det den mest naturlige ting i verden.

I det hele taget er video et oplagt medie for børn. De fleste børn på fem år kan sagtens betjene et kamera (hvis de får lov), og de kan fortælle om deres egen verden på deres eget sprog. Jeg har ofte lånt mit kompakte digital kamera til mine små døtre på ferier, og det har undret mig, at de bare optog en tegning eller en person som bare sad – eller en film på fjernsynet.

For nylig sad jeg og videobloggede i haven imens Frida stod og lyttede med på sidelinjen. Hun spurgte hvad jeg lavede, og så fortalte jeg, at jeg bare fortalte til kameraet, hvad jeg lige tænkte på – og det skal så ud og ligge på Internettet, hvor mine “venner fra arbejdet” (kolleger på børnesprog) kan se det. Frida ville også gerne prøve – og jeg skal love for, at hun kunne fortælle. Hun fortæller, hvad der falder hende ind, hun drejer kameraet for at vise jer, hvad hun taler om og hun lader jer følge processen bag hendes produktudvikling; sådan laver man en mudderklat og kyler den op på muren!

Se selv med – hvis du tør.

Til sommer skal jeg skrive en bog

18. maj 2010 i bog, videobloggen | 1 kommentar »

Jeg skal på første del af en bogworkshop om et par dage. Workshoppen skal hjælpe mig til at komme i gang med min egen fagbog – min professionelle identitet pakket ind i en bog. Jeg har bagt på ideen om min egen fagbog længe, men har tænkt, at det var meget tid at investere i at markedsføre sig – at skrive en hel bog. For uanset om den udkommer på et forlag eller jeg selv udgiver den, så vil den sandsynligvis aldrig kunne indbringe den pris, som min tid koster at skrive den.

For nylig fik jeg forsmag på bog workshoppen, og der indså jeg, at det handler om meget mere end mine timer. Hvis jeg først kan definere og dokumentere, hvad min ekspertise er, og hvilken værdi den har for mine kunder, kan jeg gå ud og tilbyde som en samlet pakke. Pludselig er dette blevet et virkelig spændende projekt, som jeg næsten ikke kan vente med at kaste mig ud i.

Jeg vender selvfølgelig tilbage og fortæller om udviklingen af min bog. Hvis nogen skulle blive varm på at skrive sin egen fagbog, så ved jeg, at Karsten Pers med Forlaget Mondo udbyder flere workshops efter sommerferien.

Video til kampagne: det kunne være mig!

Vi leverer ofte videoproduktioner til kampagner, for levende billeder af rigtige mennesker kan både fortælle gode historier, men de kan også vise den proces, som kampagnen gerne vil have målgruppen til at bevæge sig ud i.

I Hjerteforeningens kampagne – Tal til hjertet – fulgte vi De fire livvidder

Hvert år lancerer Hjerteforeningen en hjertekampagne. Kampagnen Tal til Hjertet var henvendt til danskere 55+. Det var en livsstilskampagne, der skulle få især overvægtige danskere til at få målt deres tal og gøre noget ved den usunde livsstil.

Som led i kampagnen producerede vi tre klip for Hjerteforeningen, hvor vi fulgte to par fra Hvidovre, fra de fik målt deres tal i Hjerteforeningen, gennem rådgivning med kost- og motionseksperter og til de vendte tilbage til Hjerteforeningen og fik resultatet efter 6 måneders sund livsstil. Vi producerede desuden et klip til BT web-tv, som blev lagt på deres daværende sundhedssektion.

Første klip sætter scenen; vi får indblik i de fire hovedpersoners passive og usunde livsstil og hører hvordan tallene lød, da de blev målt hos Hjerteforeningen.

Andet klip viser de to par på vejen til en sundere livsstil. Vi hører om, hvordan 6 grønne måltider om dagen faktisk ikke er svært at indføre, men at motionen kræver sin mand. Vi møder kost- og motionseksperten og får tips med til egen lomme.

Sidste klip i serien møder vi de to par i Hjerteforeningens rådgivningscenter og ser hvordan tallene bliver målt. Vi får forklaret hvordan det foregår og hvad tallene betyder. Vi hører resultaterne er seks måneders ny sund livsstil – og de er ret imponerende!

Når video skaber kontakten!

Når man vil bruge klip til kampagner, så er det en rigtig god ide at tage udgangspunkt i en proces, som Hjerteforeningen her gjorde. Dels samler man nogle tilhængere, som gerne vil følge med i udviklingen – og det har Hjerteforeningen kunne mærke på klikraten af klippene på hjemmesiden og i deres nyhedsbrev. Der blev klikket fire gange så meget på klippene som på tilsvarende nyheder uden video.

Brug klippene på Facebook

Udover at bruge nyhedsbrevet, hjemmesiden og bloggen, kan man med fordel inddrage Facebook, hvis man kan konkludere, at målgruppen og hovedpersonerne i kampagnen er gearet til mediet (det konkluderede Hjerteforeningen ikke var tilfældet for denne kampagne). Her skal man nemlig være opmærksom på, at mediet er tidskrævende – selvom det er gratis.

Effekten høstes, hvis fx hovedpersonerne i klippene (både dem vi følger i processen og eksperterne) er indstillet på at bruge tiden på at dele deres oplevelser, små fif – og svare på indlæg fra brugerne – så der kommer aktivitet på siden og kampagnen får noget personlighed. Man fornemmer som seer/målgruppe, at der står rigtige mennesker bag, som man kan komme i kontakt med.

Målgruppens egne videoklip

Her kan man med fordel gøre en ekstra indsats for brugerinvolvering ved fx at udlodde en konkurrence om de bedste tips til sjov motion eller den nemmeste og lækreste løsning til tre af dagens måltider på farten – og gerne opfordre til at uploade billeder og små videoklip. På den måde får man mere aktivitet på siden, indholdet i brugerhøjde, kontakt til målgruppen, indsigt og ideer – som I selv kan arbejde videre med og masser af god viden som målgruppen kan dele med hinanden – fordi I har sat rammerne for at den vidensdeling finder sted.

Video til pressen – VNR

Endelig kan optagelserne bruges i pressearbejdet. Man kan tænke optagelserne ind i de historier, man vil lancere til pressen når kampagnen lanceres. Det samme som pressemeddelelser skal fortælle, kan fortælles på video. Optagelser af personer der ændrer livvstil, udtalelser fra eksperter, der fortæller hvorfor det er vigtigt og vokspops fra gågaden der illustrerer at få danskere tager kolesteroltal alvorligt. Der produceres en såkaldt VNR (Video News Release) som selvfølgelig lægges i presserummet på hjemmesiden, men også sendes direkte til nyhedesmedier, web-tv medier eller nyhedstjenester som Ritzau.

Når det gælder video til kampagner, så handler det om at få mest muligt ud af sine optagelser og få klippene brugt på flest mulige platforme – der oplyser målgruppen der hvor de er og trækker præcis dem vi vil have fat på tilbage på kampagne sitet, fordi de ønsker at bestille et sundheds check eller tage imod et godt medlemstilbud fra Hjerteforeningen, eller jeres CALL TO ACTION!

Pinligt at blive set på videobloggen!

Det er grænseoverskridende at kaste sig ud i videoblogging – men det er nok lige så grænseoverskridende at få feedback på den fra folk, som man slet ikke forventede ville se den. Det er jo det, den er der for, men tanken om at folk følger med imens man udstiller sig selv og eksperimenterer med noget nyt og vovet, den er lidt skræmmende… Jeg må selv ud og lure lidt i min blogosfære!