Arkiv for september 2010

Lav selv video: optagelser

Når du laver videooptagelser med små videokameraer, så er lyset, lyden og ro på billedet noget af det vigtigste at huske.

Lyden og ro på billedet

Det mest optimale udstyr til videoproduktion til web er et lille digitalt kamera, et stativ og en ekstern mikrofon. Har du ikke stativ, så hold kameraet i ro ved at støtte albuen mod en mur eller sid på hug og støt albuen mod dit knæ. Brug begge hænder og prøv at holde kameraet så stille som muligt. Har du ikke ekstern mikrofon, så gå så tæt på interviewpersonen som muligt og træk jer væk fra baggrundsstøj.

Indstil kameraet

Sørg for at kameraet er indstillet til at optage i Standard Definition (SD) eller  720p. Video til web bør aldrig optages i HD eller i højere end 25fps, da de ikke kan vises i så høj opløsning på computeren og mange computere har svært ved trække så tunge filer.

Check at lyden er god til det interview eller det sted du skal optage. Skal der skrues lidt op eller ned?

Er du indenfor kan du indstille kameraet til en halvmørk location. Både lyd og lys instilles i værktøjsmenuen, på Kodak zi8 er det knappen længst ude til venstre.

Interview optagelser

Det er en god ide at finde en særlig plads til interviewet, hvor du kan holde kameraet i ro og baggrunden er rolig men sætter scenen for historien. Lysforholdene skal også være gode. Er du indenfor, så opsøg dagslyset fra vinduerne – stil interviewpersonen med siden til vinduet eller stil dig selv med siden eller ryggen til vinduet så dagslyset falder ind på ansigtet af interviewpersonen, så man kan se begge øjne.

Placer interviewpersonen, så der er lidt luft i den ene side af billedet. Der hvor der er luft, skal du stille dig, så personen kikker i din retning, når han/hun taler. På den måde virker det som om, at personen kikker seerne i øjnene frem for ud af billedet.

Dækbillede optagelser

Tag din dækbilled-checkliste frem og afsondre terrænet for processer du kan optage. Lyden er ikke så væsentlig her men undgå at filme mod solen. Undgå zoom og panorering. Vælg en position og hold kameraet stille i mindst 6 sekunder. Skift position ved fx at rykke tættere på eller zoome ind på en detalje, som du igen holder stille i mindst 6 sekunder.

På et Kodak zi8 findes en makro/mikro knap på toppen af kameraet. Ved detaljer – vælg mikro indstillingen (billedet af en blomst), det giver et skarpere billede, når du går tæt på (bemærk at kameraet ikke kan zoome i denne indstilling). Ved optagelser med større afstand til objektet og interviewbilleder, vælg makro indstillingen (billedet af bjerge).

Bed gerne personen du filmer om at gentage processen to eller tre gange og flyt din position så du filmer oppefra, nedefra, tæt på, langt fra, men forgrund (fx en gren i forgrunden eller en profil af en person i forgrunden).

Er der noget interviewpersonen har fortalt i interviewet, som du let kan vise i dækbilleder?

Tag dig god tid til dækbillederne, det er dem, der gør klippet spændende og professionelt at se på.

Læs mere om at lave dækbilleder, der følger processer under planlæg din video.

Lav selv video: tilrettelæg din journalistiske video

Før du drager ud i verden og laver optagelser, så planlæg din video så meget som muligt. Planlægningen omfatter bl.a. for-interview og/eller research, nogle noter om, hvordan du forestiller dig klippet vil se ud og en liste over de optagelser, du skal have med hjem.

Vinklen på din historie

Hvem vil du interviewe, og hvad skal vedkommende fortælle? Ring gerne i forvejen og aftal, hvornår du skal møde op og tal samtidig interviewet igennem. Det er her du får en klar fornemmelse for, hvor der ligger en interessant historie, hvad du skal spørge mere ind til i interviewet, når du står  på gaden med dit kamera. Med en god fornemmelse for vinklen på din historie, kan du bedre visualisere og planlægge hvilke dækbilleder, du skal have med hjem.

Stikord til interviewet

Når du ved, hvad din interviewperson kan fortælle, kan du planlægge interviewet mere i dybden. Prøv ikke at skrive spørgsmål ned, men de svar som du gerne vil høre. Det er ikke så vigtigt, hvordan du spørger, men det er vigtigt i den endelige redigering, hvordan interviewpersonen svarer. Lyder svaret fx “ja” så skal du have spørgsmålet med i den endelige redigering, for ellers forstår man ikke sammenhængen. Et spørgsmål kan fx godt lyde; “kan du prøve at fortælle, om dengang det hele startede?” Det lægger naturligt op til at vedkommende selv skal formulere en start på sin fortælling.

Hiver du fat i en tilfældig interview person på gaden, så kan du planlægge din vinkling lidt på stedet. Du kan sætte dig ned og snakke interviewet kort igennem før du tænder for kameraet. Du forbereder personen ved at sige, at “det du fortalte med dine lange arbejdsdage, det vil jeg gerne høre mere om i videooptagelserne”.

Dækbilleder

Dækbilleder bruges i den endelige redigeringsfase til:
1. At danne et visuelt indtryk for seerne helt fra starten; hvor er vi henne og hvad handler denne video om.
2. At vise det interviewpersonen fortæller – ved at understøtte det i levende billeder
3. At skabe stemning og fremdrift i historien ved at vise små procesorienterede billedfortællinger fra det sted, du optager din video.

Lav en checkliste for dækbilleder og sørg for at få følgende med hjem:

  • Sæt scenen, fx er vi på en kirkegård, vis gravsten, er vi på et badeværelse kunne startbilledet være skiltet af et herretoilet eller en finger der trykker på skyl-ud knappen, eller er vi i en kiosk kunne startbilledet være kioskejeren der trykker på kasseapparatet og klirrer med mønterne. Kombinationen af lyd og billede hjælper seerne til at danne sig et indre stemningsbillede allerede før den fortalte historie er begyndt.
  • Find 3-5 små processer, som du kan vise på video. En proces har en start, en handling og en slutning. En proces kan fx være, mand der vasker hænder, tænder vandhanen, tager sæbe i sæbebeholderen, gnider sæben ind i hænderne, skyller hænderne, slukker for vandhanen, tager en papirserviet i servietholderen, smider servietten i skraldespanden. Hvor hvert trin i processen er der muligheder for forskellige skud. Fx kunne du lave nærbilleder af hånd drejer på hanen, hånd trykker sæbe ud, hænder skummes, hænder skylles, hånd tager papirserviet osv. I disse nævnte handlingspunkter er der mulighed for flere vinkler af skud. Vandhanen oppefra (fra håndvaskerens synsvinkel), sæbebeholderen nedefra, affaldskurven nedefra. Der vil selvfølgelig være grænser for hvor mange gange man kan bede folk om at gentage den samme proces, men to til tre gange kan man sagtens bede om. En proces kan også være mand fejer blade op (og laver helt naturligt den samme proces flere gange), kioskejer sætter varer på hylderne (henter kasser i baglokalet, åbner kassen, rydder en hylde og sætter flere varer af samme vare på hylden. En slutning på processen kan være mand i badeværelset smider papir i kurven, det kunne være den lukkede dør efter han er gået ud af badeværelset.
  • Er der noget i interviewet, som er nemt at billeddække? Fortæller kioskejeren om at de tunge kasser er de værste, så bed ham løfte en tung kasse.

Læs mere om optagelser

Kan google finde din video?

Du har måske hørt før at video er godt at have på hjemmesiden, for så ryger du højere op på google. Så let er det ikke, der er lidt mere, der skal til. Hvis du har din video liggende på YouTube, så er det vigtigt at den titel du vælger til dit klip og den beskrivelse du tilføjer indholder nogle relevante søgeord, som dit videoklip skal findes på.

Google har lavet en video som er mest relevant hvis man opbevarer sine videoklip på egen server. Se den her.

Mød mig på IVÆRK messen!

9. september 2010 i bog, Undervisning, Video | Ingen kommentarer »

Den 10. september nærmer sig med hastige skridt og jeg skal på IVÆRK messe. I den anledning har jeg trykt en lille lomme bog, som hedder Lav selv video. Den er på 10 sider og giver lige det første spark til at komme i gang på egen hånd. Jeg håber at den giver flere mod på  at gøre noget ved videoproduktionen.

Jeg har store planer med hæftet – det fortæller jeg lidt om her.

NB! Det her videoundervisning er en gammel drøm, som bare er gået i opfyldelse helt af sig selv. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle tage hul på det – hvordan skruer man lige et undervisningskoncept sammen og hvem gider købe det? Så det blev bare ikke til noget. Indtil jeg blev kontaktet af Studieskolen. De ville gerne have video undervisning for nogle af sprogunderviserne. Kort tid efter blev jeg blev bedt om at springe til i sidste øjeblik til en video workshop for UPDATE, den journalistiske efteruddannelse. Og siden er der bare kommet gang i den butik, helt uden jeg har gjort andet end bare levere. Er det ikke fantastisk – der må jo være et behov… Og jeg synes bare, at det er sjovt (psst faktisk sjovere end at producere selv). Så nu skal det systematiseres, ind på hjemmesiden og ud i verden. Jeg starter på IVÆRK messen 10. og 11. september 2010. Så må vi se, hvad der sker herefter.

Vender selvfølgelig tilbage og beretter lidt om, hvordan det er gået ;o)

Videoskolen

Her finder du en samling over de praktiske “sådan gør du” indlæg, når du vil lave video selv.

Links til de indlæg der er skrevet i forbindelse med klippene:

Tips til gode optagelser med et lille videokamera

Optagelser med et Kodak flipcam

Hvis du vil lave et journalistisk videoklip med interview og dækbilleder

Sådan opretter du en YouTube kanal

Læg YouTube videoklip på hjemmesiden eller bloggen

Vis video på Facebook

Brug video i undervisningen

Jeg arbejder på flere. Smid endelig en kommentar om, hvad du synes jeg mangler!