Arkiv for maj 2012

Må kilden se direkte ind i kameraet?

Der sker meget på det videojournalistiske område, og i takt med at flere VJ’s kommer til, opstår der nye trends, som udfordrer gamle dyder. En af den er blikretningen i interviewet.

Jeg er journalist, jeg har været praktikant på tv, og jeg underviser bl.a. fagjournalister i at lave video til web. Jeg falder altid tilbage på tv-journalistiske grundregler – også når jeg laver video på web. Årsagen hertil er mange, men min personlige er nok, at der efterhånden er mange, der producerer video til web. Lige fra total amatør til fotografisk top-professionelt – og man skal finde sin egen niche. Min niche er journalistisk vinklede historier, jeg kalder mig videojournalist, og så er det jo nærliggende at læne sig op ad de tv-journalistiske grundregler.

Den amerikanske VJ guru Michael Rosenblum udfordrer de traditionelle grundregler, primært fordi verden har ændret sig, nu hvor det traditionelle filmhold er skrumpet fra en kameramand (måske en lydmand) og journalist til en VJ i en og samme person. En af de grundregler han udfordrer er blikretningen på interviewpersonen.

Jeg lærte som grundregel nummer 1; interviewpersonen må aldrig se direkte ind i kameraet. Han eller hun skal stå i højre eller venstre side placeret i billedets gyldne snit og kikke mod det tomme felt i billedet. Her skal journalisten stå ved siden af kameraet og have øjenkontakt med interviewpersonen.
Se en demonstration af denne opstilling lavet af Anders Møller Nielsen, som bl.a. underviser på Journalisthøjskolen. http://www.vj-dk.dk/page42.html

Hvorfor er det lige sådan, spørger Michael Rosenblum? Sådan har man bare altid gjort, det var kutymen, da kameramandens styrede kameraet og journalisten skulle have et sted og ved siden af kameramanden uden at miste for meget af interviewpersonens nærvær. Placeringen af interviewpersonen i det gyldne snit har også den funktion, at krydsklipper man mellem flere kilder, som placeres i et fast interviewbillede, så placerer man kilderne i modsatte sider af billedet – så resultatet bliver en form for samtale mellem kilderne – og billedkompositionerne er så markant forskellige, at de markerer et skift til en ny kilde.

På Michael Rosenblums blog rosenblumtv.com har han skrevet blogindlægget Don’t Look At The Camera: who came up with that stupid idea? Han viser bl.a. følgende klip som et eksempel på, at øjenkontakt med linsen virker. Klippet er produceret med professionelt udstyr, hvor kameraet er monteret med en teleprompter. Det er sådan en skærm, som nyhedsoplæsere får deres tekst serveret, når de læser nyhederne op. Det gør at man som seer føler, at man har øjenkontakt med nyhedsværten. På teleprompteren ser Robert McNamara (kilden i klippet) journalisten, som interviewer ham og har øjenkontakt med ham. Vi føler som seere, at vi har øjenkontakten med kilden, og det giver et særligt nærvær.

Jeg må indrømme, at det er ret gribende at have øjenkontakt med en gamle Robert McNamara, som var USA’s forsvarsminister i 1961-1968, og tydeligt kan se følelserne strømme ind over ham og vandet pible frem i hans øjne. Spørgsmålet er bare, om mindre erfarne VJ’s er i stand til at bruge nærværet så intenst.

Adam Westbrook blogger om online video & entrepreneurial journalism, råder sine læsere til at følge Rosenblums forslag – og han har selv eksperimenteret med at få sine kilder til at kikke direkte i linsen. Hvordan synes du det virker?

Måske er jeg bare blevet gammeldags i en alder af 37, men jeg føler, at billedet mister sin balance især med den første interviewperson, der er placeret meget langt ude i højre side af billedet. Til gengæld synes jeg, at det vinder noget nærvær hvor kilden rykker tættere mod midten af billedet – især tredje kilde. Så summa summarum? Jeg fortsætter med mine journalistiske grundregler til kunder, der vil have video, som skal ligne tv. Men jeg vil begynde at eksperimentere der hvor jeg synes, det giver mening.

Nanna og Jeg har fx. produceret video de Kreative Dråber, og her ser Lene Bornemann og Ulla Tønner direkte ind i kameraet – fordi de henvender sig direkte til seeren. De er placeret midt i billedet – hvorimod interviewpersonen er placeret i siden af billedet – og vi fornemmer interviewpersonen i forgrunden. Denne har jeg produceret – de næste i rækken er Nannas værk.

Udfordringen synes jeg stadig er at få kilden (her Lene Bornemann) til at virke naturlig og overbevisende til et kamera. Vi løste det på den måde, at jeg placerede mig lige over kameraet så hun stadig skulle kikke på mig. Jeg kan stadig ikke forestille mig at resultatet kan blive godt, hvis kilde virkelig kikker ind i kameraet – selv garvede tv-værter skal trænes i at tale naturligt og afslappet til et kamera. Det falder altså bare os mennesker mere naturligt at tale til et menneske, så man må finde en vinkel, hvor både VJ og seer har øjenkontakten med den der interviewes.

Hvis jeg selv skal til at eksperimentere mere seriøst med det her, så vil jeg nok forsøge mig med en teleprompter løsning. Man kan leje sådan en eller købe et kit, hvor man bruger sin iPad til omkring 4000 kroner. Men det var nok værd at afprøve det først for at se, om det virker.

Bog om min kerneydelse; Lav selv video

Det er godt et år siden, jeg skrev sidste indlæg her på bloggen. Den ene opgave har taget den anden og jeg har for en periode mistet overblikket over, i hvilken retning min virksomhed skulle bevæge sig. Jeg har søgt væk fra videoproduktion som min kerneydelse, fordi jeg gerne ville bredere ud – og være med i processen, der hvor rammerne omkring videoen skabes. Og jeg har været alt for langt ude i periferien – for nu at være vendt tilbage til kernen. Video: en god menneskelig historie fortalt på video.

I aften har jeg været på kursus med Abelone Glahn i at markedsføre sin bog på sociale medier. Jeg meldte mig til kurset, fordi jeg ville ud over stepperne med den bog jeg har liggende i skuffen: Patientkommunikation med video på web og sociale medier er min arbejdstitel. Jeg er godt halvvejs gennem bogen, og jeg havde brug for redskaber til at komme i kontakt med mine læsere og min målgruppe – at opdyrke en læsergruppe, som kan give mig feedback og inspiration til, hvordan jeg gør min bog knivskarp. Jeg havde brug for redskaber og ideer til at opdyrke min “stamme”, som Abelone kalder det. En stamme af læsere, der er interesseret i bogens indhold, som vil følge udviklingen af skriveprocessen, have indblik i kapitler og videocases, og som vil anbefale bogen i sit netværk, når den udkommer.

Men kurset gav tankerne en uventet drejning. Jeg troede, at jeg skulle ud og opdyrke stammen til den bog, jeg er i gang med at skrive. I stedet fik jeg en langt større lyst til at starte med den stamme, jeg allerede har adgang til. Dem der vil lære at lave video selv. Jeg underviser på UPDATE og snart hos Aros Kurser, så hvorfor ikke gå planken ud med det arbejde, jeg i forevejen lægger i at holde mig opdateret, tilrettelægge mine kurser og udarbejde mit kursusmateriale?

Indimellem må man spørge sig selv, hvorfor gør jeg her? Man bliver skarpere på hvad man laver og hvorfor man gør som man gør, når man skal formidle sit stof videre til andre. Og så vil jeg gerne lave en bog, som ikke bare skal læses og lære fra sig – men hvor bogen bliver en oplevelse i sig selv, fordi video, lyd, billeder, interaktion med andre læsere, polls, kommentarer, mv bliver udnyttet til fulde i formatet som e-bog. Jeg vil gerne prøver grænser med e-bogen som undervisningsmedie og selvfølgelig med video som kernesupplement til teksten. Det skal blive spændende, om det lykkes!