Må kilden se direkte ind i kameraet?

15. maj 2012 af Stine Mathieu

Der sker meget på det videojournalistiske område, og i takt med at flere VJ’s kommer til, opstår der nye trends, som udfordrer gamle dyder. En af den er blikretningen i interviewet.

Jeg er journalist, jeg har været praktikant på tv, og jeg underviser bl.a. fagjournalister i at lave video til web. Jeg falder altid tilbage på tv-journalistiske grundregler – også når jeg laver video på web. Årsagen hertil er mange, men min personlige er nok, at der efterhånden er mange, der producerer video til web. Lige fra total amatør til fotografisk top-professionelt – og man skal finde sin egen niche. Min niche er journalistisk vinklede historier, jeg kalder mig videojournalist, og så er det jo nærliggende at læne sig op ad de tv-journalistiske grundregler.

Den amerikanske VJ guru Michael Rosenblum udfordrer de traditionelle grundregler, primært fordi verden har ændret sig, nu hvor det traditionelle filmhold er skrumpet fra en kameramand (måske en lydmand) og journalist til en VJ i en og samme person. En af de grundregler han udfordrer er blikretningen på interviewpersonen.

Jeg lærte som grundregel nummer 1; interviewpersonen må aldrig se direkte ind i kameraet. Han eller hun skal stå i højre eller venstre side placeret i billedets gyldne snit og kikke mod det tomme felt i billedet. Her skal journalisten stå ved siden af kameraet og have øjenkontakt med interviewpersonen.
Se en demonstration af denne opstilling lavet af Anders Møller Nielsen, som bl.a. underviser på Journalisthøjskolen. http://www.vj-dk.dk/page42.html

Hvorfor er det lige sådan, spørger Michael Rosenblum? Sådan har man bare altid gjort, det var kutymen, da kameramandens styrede kameraet og journalisten skulle have et sted og ved siden af kameramanden uden at miste for meget af interviewpersonens nærvær. Placeringen af interviewpersonen i det gyldne snit har også den funktion, at krydsklipper man mellem flere kilder, som placeres i et fast interviewbillede, så placerer man kilderne i modsatte sider af billedet – så resultatet bliver en form for samtale mellem kilderne – og billedkompositionerne er så markant forskellige, at de markerer et skift til en ny kilde.

På Michael Rosenblums blog rosenblumtv.com har han skrevet blogindlægget Don’t Look At The Camera: who came up with that stupid idea? Han viser bl.a. følgende klip som et eksempel på, at øjenkontakt med linsen virker. Klippet er produceret med professionelt udstyr, hvor kameraet er monteret med en teleprompter. Det er sådan en skærm, som nyhedsoplæsere får deres tekst serveret, når de læser nyhederne op. Det gør at man som seer føler, at man har øjenkontakt med nyhedsværten. På teleprompteren ser Robert McNamara (kilden i klippet) journalisten, som interviewer ham og har øjenkontakt med ham. Vi føler som seere, at vi har øjenkontakten med kilden, og det giver et særligt nærvær.

Jeg må indrømme, at det er ret gribende at have øjenkontakt med en gamle Robert McNamara, som var USA’s forsvarsminister i 1961-1968, og tydeligt kan se følelserne strømme ind over ham og vandet pible frem i hans øjne. Spørgsmålet er bare, om mindre erfarne VJ’s er i stand til at bruge nærværet så intenst.

Adam Westbrook blogger om online video & entrepreneurial journalism, råder sine læsere til at følge Rosenblums forslag – og han har selv eksperimenteret med at få sine kilder til at kikke direkte i linsen. Hvordan synes du det virker?

Måske er jeg bare blevet gammeldags i en alder af 37, men jeg føler, at billedet mister sin balance især med den første interviewperson, der er placeret meget langt ude i højre side af billedet. Til gengæld synes jeg, at det vinder noget nærvær hvor kilden rykker tættere mod midten af billedet – især tredje kilde. Så summa summarum? Jeg fortsætter med mine journalistiske grundregler til kunder, der vil have video, som skal ligne tv. Men jeg vil begynde at eksperimentere der hvor jeg synes, det giver mening.

Nanna og Jeg har fx. produceret video de Kreative Dråber, og her ser Lene Bornemann og Ulla Tønner direkte ind i kameraet – fordi de henvender sig direkte til seeren. De er placeret midt i billedet – hvorimod interviewpersonen er placeret i siden af billedet – og vi fornemmer interviewpersonen i forgrunden. Denne har jeg produceret – de næste i rækken er Nannas værk.

Udfordringen synes jeg stadig er at få kilden (her Lene Bornemann) til at virke naturlig og overbevisende til et kamera. Vi løste det på den måde, at jeg placerede mig lige over kameraet så hun stadig skulle kikke på mig. Jeg kan stadig ikke forestille mig at resultatet kan blive godt, hvis kilde virkelig kikker ind i kameraet – selv garvede tv-værter skal trænes i at tale naturligt og afslappet til et kamera. Det falder altså bare os mennesker mere naturligt at tale til et menneske, så man må finde en vinkel, hvor både VJ og seer har øjenkontakten med den der interviewes.

Hvis jeg selv skal til at eksperimentere mere seriøst med det her, så vil jeg nok forsøge mig med en teleprompter løsning. Man kan leje sådan en eller købe et kit, hvor man bruger sin iPad til omkring 4000 kroner. Men det var nok værd at afprøve det først for at se, om det virker.

Gemt i bog, Kursusmateriale, Lav selv video, Undervisning, Video, videokursus, videooptagelser, videoproduktion, videotilrettelæggelse | 2 kommentarer »

2 kommentarer

  1. Michael Rosenblum

    Hi Stine
    At the end of the day all that matters is what is on the screen and the experience that the viewer has watching your video. The difficulties or inconveniences a VJ may face in getting that excellent product are absolutely immaterial.

    I don’t think that a VJ has to go and get a teleprompter. Such heavy equipment completely obviates all the advantages of the VJ- lightweight, simple and fast, Not to mention cheap.

    Instead, it is the job of the VJ to position the camera so that the subject makes the most direct, most powerful and most personal contact with the viewer.

    Looking at someone’s ear does none of these.

    If you want to try an interesting experiment, when you go home tonight spend the rest of the evening refusing to make eye contact with your friends or family. See how long it takes before they go insane.

  2. Stine Mathieu

    Hi Michael

    Thank you for finding my blogpost, although in Danish – I don’t know whether you’ve had any luck in translating its content. Basically the blogpost presents the traditional way of looking past the viewer and your point of view looking directly at the viewer.

    I agree that a teleprompter seems a little over the line for a VJ. And I find your point of view very interesting and the example you refer to a strong one in favor of having eye contact with the viewer. I have however seen examples that are less professionally produced that work well and some that do not work so well.

    I am determined to start experimenting with the concept, but I have issues with changing the rules, because my first own reaction when I saw an attempt of eyecontact with the viewer that didn’t succeed was – that’s unprofessional. When you make a living as a VJ you don’t want to be considered unprofessional – especially by clients. And although the web media and producing television as a VJ has changed, most people’s reference is television and how that is usually being done. Change has to come from somewhere, and I just have to take baby-steps. My blogpost was in relation to a course I’m giving in producing video for the web, and I leave it up to the students to decide which interview-form they want. A few chose your way and some worked quite well. I’ll get there too – just give it time ;o)

Skriv en kommentar!