Archive for the ‘Video’ Kategorien

Må kilden se direkte ind i kameraet?

Der sker meget på det videojournalistiske område, og i takt med at flere VJ’s kommer til, opstår der nye trends, som udfordrer gamle dyder. En af den er blikretningen i interviewet.

Jeg er journalist, jeg har været praktikant på tv, og jeg underviser bl.a. fagjournalister i at lave video til web. Jeg falder altid tilbage på tv-journalistiske grundregler – også når jeg laver video på web. Årsagen hertil er mange, men min personlige er nok, at der efterhånden er mange, der producerer video til web. Lige fra total amatør til fotografisk top-professionelt – og man skal finde sin egen niche. Min niche er journalistisk vinklede historier, jeg kalder mig videojournalist, og så er det jo nærliggende at læne sig op ad de tv-journalistiske grundregler.

Den amerikanske VJ guru Michael Rosenblum udfordrer de traditionelle grundregler, primært fordi verden har ændret sig, nu hvor det traditionelle filmhold er skrumpet fra en kameramand (måske en lydmand) og journalist til en VJ i en og samme person. En af de grundregler han udfordrer er blikretningen på interviewpersonen.

Jeg lærte som grundregel nummer 1; interviewpersonen må aldrig se direkte ind i kameraet. Han eller hun skal stå i højre eller venstre side placeret i billedets gyldne snit og kikke mod det tomme felt i billedet. Her skal journalisten stå ved siden af kameraet og have øjenkontakt med interviewpersonen.
Se en demonstration af denne opstilling lavet af Anders Møller Nielsen, som bl.a. underviser på Journalisthøjskolen. http://www.vj-dk.dk/page42.html

Hvorfor er det lige sådan, spørger Michael Rosenblum? Sådan har man bare altid gjort, det var kutymen, da kameramandens styrede kameraet og journalisten skulle have et sted og ved siden af kameramanden uden at miste for meget af interviewpersonens nærvær. Placeringen af interviewpersonen i det gyldne snit har også den funktion, at krydsklipper man mellem flere kilder, som placeres i et fast interviewbillede, så placerer man kilderne i modsatte sider af billedet – så resultatet bliver en form for samtale mellem kilderne – og billedkompositionerne er så markant forskellige, at de markerer et skift til en ny kilde.

På Michael Rosenblums blog rosenblumtv.com har han skrevet blogindlægget Don’t Look At The Camera: who came up with that stupid idea? Han viser bl.a. følgende klip som et eksempel på, at øjenkontakt med linsen virker. Klippet er produceret med professionelt udstyr, hvor kameraet er monteret med en teleprompter. Det er sådan en skærm, som nyhedsoplæsere får deres tekst serveret, når de læser nyhederne op. Det gør at man som seer føler, at man har øjenkontakt med nyhedsværten. På teleprompteren ser Robert McNamara (kilden i klippet) journalisten, som interviewer ham og har øjenkontakt med ham. Vi føler som seere, at vi har øjenkontakten med kilden, og det giver et særligt nærvær.

Jeg må indrømme, at det er ret gribende at have øjenkontakt med en gamle Robert McNamara, som var USA’s forsvarsminister i 1961-1968, og tydeligt kan se følelserne strømme ind over ham og vandet pible frem i hans øjne. Spørgsmålet er bare, om mindre erfarne VJ’s er i stand til at bruge nærværet så intenst.

Adam Westbrook blogger om online video & entrepreneurial journalism, råder sine læsere til at følge Rosenblums forslag – og han har selv eksperimenteret med at få sine kilder til at kikke direkte i linsen. Hvordan synes du det virker?

Måske er jeg bare blevet gammeldags i en alder af 37, men jeg føler, at billedet mister sin balance især med den første interviewperson, der er placeret meget langt ude i højre side af billedet. Til gengæld synes jeg, at det vinder noget nærvær hvor kilden rykker tættere mod midten af billedet – især tredje kilde. Så summa summarum? Jeg fortsætter med mine journalistiske grundregler til kunder, der vil have video, som skal ligne tv. Men jeg vil begynde at eksperimentere der hvor jeg synes, det giver mening.

Nanna og Jeg har fx. produceret video de Kreative Dråber, og her ser Lene Bornemann og Ulla Tønner direkte ind i kameraet – fordi de henvender sig direkte til seeren. De er placeret midt i billedet – hvorimod interviewpersonen er placeret i siden af billedet – og vi fornemmer interviewpersonen i forgrunden. Denne har jeg produceret – de næste i rækken er Nannas værk.

Udfordringen synes jeg stadig er at få kilden (her Lene Bornemann) til at virke naturlig og overbevisende til et kamera. Vi løste det på den måde, at jeg placerede mig lige over kameraet så hun stadig skulle kikke på mig. Jeg kan stadig ikke forestille mig at resultatet kan blive godt, hvis kilde virkelig kikker ind i kameraet – selv garvede tv-værter skal trænes i at tale naturligt og afslappet til et kamera. Det falder altså bare os mennesker mere naturligt at tale til et menneske, så man må finde en vinkel, hvor både VJ og seer har øjenkontakten med den der interviewes.

Hvis jeg selv skal til at eksperimentere mere seriøst med det her, så vil jeg nok forsøge mig med en teleprompter løsning. Man kan leje sådan en eller købe et kit, hvor man bruger sin iPad til omkring 4000 kroner. Men det var nok værd at afprøve det først for at se, om det virker.

Opret YouTube Player på dit site

Står du væver lidt mellem at bruge YouTube til dine klip på dit site eller at få dig din egen flashplayer? Du behøver ikke vælge, for YouTube kan faktisk begge dele. Playerfunktionen er bare ikke så tilgængelig længer, men den findes, hvis du virkelig gerne vil have den ind på dit site, den hedder YouTube Custom Player og kan findes her:

http://www.youtube.com/custom_player

Du bestemmer selv farve og form, sådan kunne den fx se ud:

En eller flere playere til at sortere og gruppere dine klip på dit site

Først skal du logge ind på din YouTube kanal og oprette en liste over de klip, som du vil vise i din player. Du kan fx vælge at lave flere forskellige playere, hvis du har mange klip, eller klip rettet mod forskellige målgrupper. Jeg har fx en player liggende med videotips på min videoskole og en anden player, hvor jeg har samlet mine videoklip til kampagner. Hver player skal have sin egen liste.

Opret en liste på YouTube

  • Login ind på din YouTube kanal
  • Gå ind under “Mine Videoer” via den lille trekant ved siden af dit youtube brugernavn øverst til højre på skærmen
  • Til venstre for dine videoer, klik på knappen + Ny under Afspillingslister.
  • Kald din liste en titel, som du kan huske, fx har jeg kaldt mine Videoskolen eller Kampagnevideoer.
  • Du kan tilføje en beskrivelse og tags, hvis du gerne vil have, at andre skal kunne finde dem på YouTube. En afspillingsliste kan fx også bruges til at samle en masse gode klip du finder om tips til at bruge YouTube. Måske vil du gerne dele de gode tips med andre og få dem til at besøge din kanal, fordi du er så god til at finde at de bedste tipsvideoer. I denne sammenhæng, hvor formålet er at lægge en player på dit site, så er beskrivelse og tags ikke så aktuel.

Lav YouTube Custom Player

  • Sørg for at du er logget ind på din youtube konto
  • Gå til http://www.youtube.com/custom_player
  • Kald din player et navn du kan huske, fx hedder mine Videoskolen og Kampagnevideoer
  • Inkluder evt. en kort beskrivelse af din player
  • Vælg en farvekombination, som passer godt til dit site eller din blog
  • Marker om du vil generere en kode til en enkelt video med en farvet ramme eller en player, som den jeg omtaler her.
  • Marker den liste, som du definerede på YouTube, der skulle vises i playeren og klik på “Vælg”
  • Klik på “Generer kode”.
  • Nederst på siden kommer en kode frem i boksen. Marker koden, højreklik og vælg “Kopier”.
  • Hvis du får brug for at tilføje flere film til din player, så skal du først ind og tilføje videoerne til din liste og generere en ny kode. Du kan redigere dine playere her: www.youtube.com/my_players

Læg din YouTube player på dit site

  • Du har lige kopieret koden, som generede på www.youtube.com/custom_player, gå nu til dit site eller blog og log ind.
  • Lav en overskrift og en kort beskrivelse.
  • Få indholdet vist i HTLM – måske har dit system et knap, hvor der står HTML, måske et faneblad.
  • Stil curseren efter det sidste punktum af din indledende tekst, tryk enter en gang eller to, så du lige får et mellemrum, højreklip og vælg “Sæt ind”.
  • Gem og se resultatet.
  • Hvis playeren er for stor til dit site, så kan du justere på størrelsen ved at gå tilbage til din html visning. Størrelsen er markeret to steder i koden:<object width=“746″ height=”413″><param name=”movie” value=”http://www.youtube.com/cp/vjVQa1PpcFPgS7RIPpC34FR4GtWRk8Iy5UM2dCwvFXU=”></param><embed src=”http://www.youtube.com/cp/vjVQa1PpcFPgS7RIPpC34FR4GtWRk8Iy5UM2dCwvFXU=” type=”application/x-shockwave-flash” width=“746″ height=”413″></embed></object>
    Nu skal du have lommeregnere frem, for dimensionerne skal være de samme, så du ikke trækker i billedet. Formindst fx. billedet 25% og tast 746 x 0,75 og derefter 413 x 0,75. Ret dimensionerne i koden til: width=”560″ height=”400″ – begge steder. Gem og se resultatet. Det kræver lidt tålmodighed, hvis playeren skal passe helt perfekt.

Her er en video, hvor du kan se det hele vist på skærmen:

Held og lykke!

Dortes historie bærer kampagnen

Hjerteforeningen lancerede for nylig deres årlige kampagne Elsk Hjertet. Du kender den måske fra klippene med bl.a. Lisbeth Dahl, som bærer overskæg og teksten, hvis du får en hjertekarsygdom, så ønske du var en mand.

Hjerteforeningen har oplevet at mange havde svært ved at forstå budskabet i kampagnen, så i år forsøgte de at lade en personlig beretning bære kampagnens budskab. Det blev historien om Dortes seje hjerte.

Klippet blev vist på Berlingskes web-tv og optagelserne historien om Dorte blev også bragt af TV2 på Fyn. Desuden er historien om Dorte blevet sendt rundt på mail med en personlig anmodning om at støtte forskning i kvinders hjerter.

Optag bedre med dit Kodak flipcam

Har du lige fået et Kodak flipcam eller overvejer du kraftigt at anskaffe dig et, så jeg lavet et par manualer til hvordan du hurtigt kommer i gang. Her er lidt om de enkelte funktioner og indstillinger kameraet har. Der findes selvfølgelig et hav af gode digitale videokameraer. Jeg fortæller her om Kodak zi8 fordi det er det kamera, jeg bruger i mine video workshops.

Jeg har skrevet lidt om hvornår et Kodak zi8 er smart at have ift. andre kameraer i indlægget optag med et Kodak flipcam

Optagelsesformater og stillbilleder med et Kodak flipcam

Det lille Kodak zi8 kan optage i HD kvalitet – det kan stortset alle videokameraer man køber i dag. Men det er altså ikke nødvendigvis en fordel. Mange computere kan ikke følge med den høje opløsning, så hvis du vil gemme dine videofiler på din computer og måske endda klippe dem lidt til, så vælg hellere et standardformat. Det indstiller du så snart du tænder dit flipcam, se hvordan!

Skarpe næroptagelser med Kodak flipcam

Der findes faktisk kun to prædefinerede indstillinger på et Kodak flipcam. Det er makro funktionen, som du sikkert bruger mest – hvor du kan zoome og optage alt fra landskaber til interviews og mikro funktionen, hvor du kan gå helt tæt på detaljer og få et ultraskarpt billede. Se hvordan og hvornår du skifter mellem mikro og makro instillingen.

Indstillinger af lyden og lyset

Du behøver ikke indstille et Kodak flipcam for at lave optagelser, men måske kommer du i situationer, hvor lyden ikke er helt optimal eller lyset lige er lidt for mørkt. Så skal du indenom værktøjsknappen, se her hvad der gemmer sig bag knappen med svensknøglen.

Optagelser med et Kodak Flipcam

Jeg får ikke provision for at anbefale Kodaks lille handy flipcam model zi8, men jeg er blevet så begejstret for det, at jeg selv har købt mig et. Det er på størrelse med en mobiltelefon, ekstremt brugervenligt, og man får rigtig meget kvalitet for pengene.

Det er ofte de tekniske barrierer, der afholder mange fra at komme i gang med at videoproducere. Mange kameraer indholder alle de her manuelle funktioner, hvor du kan indstille blænde, stille skarpt og justere lyden på stedet. Men hvor stor er sandsynligheden for, at du nogensinde kommer til at bruge de manuelle funktioner?

Sådan bruger du et flipcam: tænd, optag og se resultatet!


Er du for kræsen til et flipcam?

Skal du ud og investere i et kamera, så er det ikke sikkert, at Kodak zi8 er det rigtige for dig. Det kommer helt an på, hvad du skal bruge kameraet til. Jeg har stadig mit Sony HVR A1E, som jeg bruger, når jeg skal lave professionelle videooptagelser dvs. optagelser, som jeg tager mig betalt for, som måske skal bruges til indsalg til tv- eller web-tv medier, eller hvor der skal kræses lidt for billedet og historien. Man kan komme langt med et flipcam, men størrelsen på kameraet gør det let at ryste på hånden. De få manuelle indstillinger og den forholdsvis lille linse kræver, at du optager under gode lysforhold for at billedet bliver rigtig godt. Jeg optog fx en konference i Dansk Design Center forleden eftermiddag, og først på dagen kunne jeg storset ikke se forskel på total billederne (dvs. oversigtsbillederne hvor vil skulle se det store hele og have generel baggrundsstøj) – de var lyse, skarpe og med et stativ og en ekstern mikrofon med ledning på det lille flipcam var resultatet virkelig godt. Jeg stod langt væk fra scenen med mit Sony kamera og havde placeret en trådløs knappehulsmikrofon på oplægsholderne. De detaljer og den skarphed jeg fik med mit professionelle kamera og den gode lyd kunne ikke sammenlignes med flipcams. Men som tiden skred frem og dagslyse forsvandt, kunne stemningsoptagelserne heller ikke følge med længere.

Gode optagelser med et Kodak zi8 kræver altså, at du er tæt på den lyd du skal optage, at du bruger et stativ, og at du har masser af dagslys eller et godt oplyst rum.

Hvilket kamera skal du vælge?
Jeg synes at du skal tænke på din historie først og fremmest. Der er en utrolig styrke i at kunne hive at videokamera op ad lommen det øjeblik hvor du tænker, det her skal mine kunder eller bloglæsere da se. Det toptunede kamera med tilhørende stativ, mikroports, høretelefoner, lampe og ekstra mikrofon er ikke lige det, man hiver op ad lommen eller tager med i tasken. Her går impulsiviteten fløjten og så er det videoproduktion på helt andre præmisser. Så først skal du gøre op med dig selv – hvad er du vil med din videoproduktion? Skal billedet, lyden og lyset være helt i top og er du villig til at lægge pengene og tiden i at lære at bruge udstyret optimalt? Eller skal du bare i gang med at producere nu til dine præsentationer, din hjemmeside eller din blog? Så er Kodaks flipcam en god løsning.

Jeg bruger Kodak zi8 i mine videoworkshops, det har som det eneste flipcam en micjack – dvs. en mikrofon udgang så du kan koble en ekstern mikrofon til. Lyden er ofte et problem i alle kameraer – uanset kvalitet. Det gør en verden til at forskel at koble selv en billig ekstern mikrofon til som du eller din interviewperson taler direkte ind i.

Jeg har lavet et par manualer til at komme godt i gang med Kodak zi8 – både for dig der har været på kursus eller fået video coaching, eller til dig, som overvejer, hvilket kamera, du skal købe.

Lav selv video: optagelser

Når du laver videooptagelser med små videokameraer, så er lyset, lyden og ro på billedet noget af det vigtigste at huske.

Lyden og ro på billedet

Det mest optimale udstyr til videoproduktion til web er et lille digitalt kamera, et stativ og en ekstern mikrofon. Har du ikke stativ, så hold kameraet i ro ved at støtte albuen mod en mur eller sid på hug og støt albuen mod dit knæ. Brug begge hænder og prøv at holde kameraet så stille som muligt. Har du ikke ekstern mikrofon, så gå så tæt på interviewpersonen som muligt og træk jer væk fra baggrundsstøj.

Indstil kameraet

Sørg for at kameraet er indstillet til at optage i Standard Definition (SD) eller  720p. Video til web bør aldrig optages i HD eller i højere end 25fps, da de ikke kan vises i så høj opløsning på computeren og mange computere har svært ved trække så tunge filer.

Check at lyden er god til det interview eller det sted du skal optage. Skal der skrues lidt op eller ned?

Er du indenfor kan du indstille kameraet til en halvmørk location. Både lyd og lys instilles i værktøjsmenuen, på Kodak zi8 er det knappen længst ude til venstre.

Interview optagelser

Det er en god ide at finde en særlig plads til interviewet, hvor du kan holde kameraet i ro og baggrunden er rolig men sætter scenen for historien. Lysforholdene skal også være gode. Er du indenfor, så opsøg dagslyset fra vinduerne – stil interviewpersonen med siden til vinduet eller stil dig selv med siden eller ryggen til vinduet så dagslyset falder ind på ansigtet af interviewpersonen, så man kan se begge øjne.

Placer interviewpersonen, så der er lidt luft i den ene side af billedet. Der hvor der er luft, skal du stille dig, så personen kikker i din retning, når han/hun taler. På den måde virker det som om, at personen kikker seerne i øjnene frem for ud af billedet.

Dækbillede optagelser

Tag din dækbilled-checkliste frem og afsondre terrænet for processer du kan optage. Lyden er ikke så væsentlig her men undgå at filme mod solen. Undgå zoom og panorering. Vælg en position og hold kameraet stille i mindst 6 sekunder. Skift position ved fx at rykke tættere på eller zoome ind på en detalje, som du igen holder stille i mindst 6 sekunder.

På et Kodak zi8 findes en makro/mikro knap på toppen af kameraet. Ved detaljer – vælg mikro indstillingen (billedet af en blomst), det giver et skarpere billede, når du går tæt på (bemærk at kameraet ikke kan zoome i denne indstilling). Ved optagelser med større afstand til objektet og interviewbilleder, vælg makro indstillingen (billedet af bjerge).

Bed gerne personen du filmer om at gentage processen to eller tre gange og flyt din position så du filmer oppefra, nedefra, tæt på, langt fra, men forgrund (fx en gren i forgrunden eller en profil af en person i forgrunden).

Er der noget interviewpersonen har fortalt i interviewet, som du let kan vise i dækbilleder?

Tag dig god tid til dækbillederne, det er dem, der gør klippet spændende og professionelt at se på.

Læs mere om at lave dækbilleder, der følger processer under planlæg din video.

Lav selv video: tilrettelæg din journalistiske video

Før du drager ud i verden og laver optagelser, så planlæg din video så meget som muligt. Planlægningen omfatter bl.a. for-interview og/eller research, nogle noter om, hvordan du forestiller dig klippet vil se ud og en liste over de optagelser, du skal have med hjem.

Vinklen på din historie

Hvem vil du interviewe, og hvad skal vedkommende fortælle? Ring gerne i forvejen og aftal, hvornår du skal møde op og tal samtidig interviewet igennem. Det er her du får en klar fornemmelse for, hvor der ligger en interessant historie, hvad du skal spørge mere ind til i interviewet, når du står  på gaden med dit kamera. Med en god fornemmelse for vinklen på din historie, kan du bedre visualisere og planlægge hvilke dækbilleder, du skal have med hjem.

Stikord til interviewet

Når du ved, hvad din interviewperson kan fortælle, kan du planlægge interviewet mere i dybden. Prøv ikke at skrive spørgsmål ned, men de svar som du gerne vil høre. Det er ikke så vigtigt, hvordan du spørger, men det er vigtigt i den endelige redigering, hvordan interviewpersonen svarer. Lyder svaret fx “ja” så skal du have spørgsmålet med i den endelige redigering, for ellers forstår man ikke sammenhængen. Et spørgsmål kan fx godt lyde; “kan du prøve at fortælle, om dengang det hele startede?” Det lægger naturligt op til at vedkommende selv skal formulere en start på sin fortælling.

Hiver du fat i en tilfældig interview person på gaden, så kan du planlægge din vinkling lidt på stedet. Du kan sætte dig ned og snakke interviewet kort igennem før du tænder for kameraet. Du forbereder personen ved at sige, at “det du fortalte med dine lange arbejdsdage, det vil jeg gerne høre mere om i videooptagelserne”.

Dækbilleder

Dækbilleder bruges i den endelige redigeringsfase til:
1. At danne et visuelt indtryk for seerne helt fra starten; hvor er vi henne og hvad handler denne video om.
2. At vise det interviewpersonen fortæller – ved at understøtte det i levende billeder
3. At skabe stemning og fremdrift i historien ved at vise små procesorienterede billedfortællinger fra det sted, du optager din video.

Lav en checkliste for dækbilleder og sørg for at få følgende med hjem:

  • Sæt scenen, fx er vi på en kirkegård, vis gravsten, er vi på et badeværelse kunne startbilledet være skiltet af et herretoilet eller en finger der trykker på skyl-ud knappen, eller er vi i en kiosk kunne startbilledet være kioskejeren der trykker på kasseapparatet og klirrer med mønterne. Kombinationen af lyd og billede hjælper seerne til at danne sig et indre stemningsbillede allerede før den fortalte historie er begyndt.
  • Find 3-5 små processer, som du kan vise på video. En proces har en start, en handling og en slutning. En proces kan fx være, mand der vasker hænder, tænder vandhanen, tager sæbe i sæbebeholderen, gnider sæben ind i hænderne, skyller hænderne, slukker for vandhanen, tager en papirserviet i servietholderen, smider servietten i skraldespanden. Hvor hvert trin i processen er der muligheder for forskellige skud. Fx kunne du lave nærbilleder af hånd drejer på hanen, hånd trykker sæbe ud, hænder skummes, hænder skylles, hånd tager papirserviet osv. I disse nævnte handlingspunkter er der mulighed for flere vinkler af skud. Vandhanen oppefra (fra håndvaskerens synsvinkel), sæbebeholderen nedefra, affaldskurven nedefra. Der vil selvfølgelig være grænser for hvor mange gange man kan bede folk om at gentage den samme proces, men to til tre gange kan man sagtens bede om. En proces kan også være mand fejer blade op (og laver helt naturligt den samme proces flere gange), kioskejer sætter varer på hylderne (henter kasser i baglokalet, åbner kassen, rydder en hylde og sætter flere varer af samme vare på hylden. En slutning på processen kan være mand i badeværelset smider papir i kurven, det kunne være den lukkede dør efter han er gået ud af badeværelset.
  • Er der noget i interviewet, som er nemt at billeddække? Fortæller kioskejeren om at de tunge kasser er de værste, så bed ham løfte en tung kasse.

Læs mere om optagelser

Mød mig på IVÆRK messen!

9. september 2010 i bog, Undervisning, Video | Ingen kommentarer »

Den 10. september nærmer sig med hastige skridt og jeg skal på IVÆRK messe. I den anledning har jeg trykt en lille lomme bog, som hedder Lav selv video. Den er på 10 sider og giver lige det første spark til at komme i gang på egen hånd. Jeg håber at den giver flere mod på  at gøre noget ved videoproduktionen.

Jeg har store planer med hæftet – det fortæller jeg lidt om her.

NB! Det her videoundervisning er en gammel drøm, som bare er gået i opfyldelse helt af sig selv. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle tage hul på det – hvordan skruer man lige et undervisningskoncept sammen og hvem gider købe det? Så det blev bare ikke til noget. Indtil jeg blev kontaktet af Studieskolen. De ville gerne have video undervisning for nogle af sprogunderviserne. Kort tid efter blev jeg blev bedt om at springe til i sidste øjeblik til en video workshop for UPDATE, den journalistiske efteruddannelse. Og siden er der bare kommet gang i den butik, helt uden jeg har gjort andet end bare levere. Er det ikke fantastisk – der må jo være et behov… Og jeg synes bare, at det er sjovt (psst faktisk sjovere end at producere selv). Så nu skal det systematiseres, ind på hjemmesiden og ud i verden. Jeg starter på IVÆRK messen 10. og 11. september 2010. Så må vi se, hvad der sker herefter.

Vender selvfølgelig tilbage og beretter lidt om, hvordan det er gået ;o)

Videoskolen

Her finder du en samling over de praktiske “sådan gør du” indlæg, når du vil lave video selv.

Links til de indlæg der er skrevet i forbindelse med klippene:

Tips til gode optagelser med et lille videokamera

Optagelser med et Kodak flipcam

Hvis du vil lave et journalistisk videoklip med interview og dækbilleder

Sådan opretter du en YouTube kanal

Læg YouTube videoklip på hjemmesiden eller bloggen

Vis video på Facebook

Brug video i undervisningen

Jeg arbejder på flere. Smid endelig en kommentar om, hvad du synes jeg mangler!

Læg YouTube klip på hjemmesiden eller bloggen

Hvis du har en YouTube kanal med dine klip eller du bare har set et godt klip på YouTube, som du gerne vil have ind på din hjemmeside eller din blog, er det ganske enkelt klaret.

Gå til www.youtube.com
Hvis du kender titlen på videoen eller brugernavnet på den, som har oploadet klippet, så indtast det i søgefeltet
Klik på den video, du vil lægge på dit site eller blog
Under playeren skal du klikke på knappen “Indlejring”
Kopier koden ved at højre klikke og vælg kopier

Åben din hjemmeside eller blog i et nyt vindue
Log ind og få indholdet vist i HTML (Både i WordPress og Blogger kan man vælge at se indholdsfeltet som “Visuel/Skriv” eller “HTML/Rediger HTML” ved at klikke på fanebladene i øverste til højre hjørne af indholdsfeltet. I de fleste andre CMS findes der en synlig knap et sted, der hedder HTML).
I indholdet vist i HTML, sæt curseren der hvor videoen skal ligge, fx efter en titel og en kort beskrivende tekst af videoen (hvad handler den om eller hvorfor synes du, at jeg skal se den?).
Højreklik og Sæt ind.
Gem og voila! Videoen ligger der!